I dag skulle vi forlade West Yellowstone og Yellowstone National Park. Vi skulle køre til nationalparken Grand Teton og derefter til byen Jackson.
Den hurtigste vej til Grand Teton var igennem Yellowstone. GPS’en sagde, at turen ville tage to timer, men diverse kiggekøer og vejarbejdskøer forlængede turen med en ekstra time. Men det var en fin køretur, desværre ikke i den mest interessante del af Yellowstone.
Kort efter, at vi var kørt ind i Grand Teton, fandt vi et dejligt frokoststed, hvor vi havde udsigt over en flot sø. Frokosten bestod af de sædvanlige hjemmelavede sandwich og lidt chips med salsa.
Efter lidt mere kørsel fandt vi et besøgscenter, hvor vi kunne få et kort over parken. Storm spurgte til, hvad vi burde se, men rangeren henviste bare til en liste i en avis, vi havde fået udleveret. Storm var ikke helt tilfreds med serviceniveauet. Men vi fik aftalt en tur, og så var det bare afsted.
Grand Teton består af en fantastisk flot bjergkæde og et mere fladt område, hvor der er masser af dyreliv. Det fantastiske er, at man får en fantastisk udsigt til bjergene, og mange af de stop, vi havde, var udsigtspunkter. Det er svært at beskrive, hvor smukt det var. Billederne taler ikke det fulde sprog, men jeg håber, det giver en idé. Vi fik også set nogle gamle huse fra en mormonlandsby og den fantastisk smukke sø, der hedder Jenny Lake.
I Jackson fik vi tjekket ind på hotellet og slappede lidt af, inden vi tog på restaurant. Vi havde bestilt bord på en lokal steakhouse. Bedstemor bestilte en bisonbøf, som hun har drømt om, siden hun smagte min bisonbøf sidste år. Generelt var maden rigtig god, men vi var dog lidt trætte af vores sløve tjener, især da vi tror, det skyldes, at drikkepenge på 20 % blev lagt på regningen automatisk, da vi var seks personer. De 20 % var ikke et problem, det giver vi som standard, men det var tydeligt at mærke, at han ikke følte, at han skulle yde service over for os.
Nu er vi tilbage på hotellet og slapper af. I morgen kører vi mod Salt Lake City.
Sune