Vi er begyndt at sove lidt længere om morgenen, så vi fungerer nu 100% efter amerikansk tid. Vi er i den tidszone, som kaldes Mountain Time. Vi er otte timer efter dansk tid.
Vi startede med at spise morgenmad på hotellet. Generelt er morgenmaden meget ens på de hoteller, vi booker. I dag var der lidt varme retter (æg, pølser, gravy), som er ud over standarden. Men vi ender ofte med at spise det samme: et morgenmadsprodukt af en slags, yoghurt og en ristet bagel. Det ser ud til, at datidens store interesse for vafler er på tilbagegang. Min favorit er havregrød, men det opdagede jeg for sent i dag.
Vi fik planlagt dagen. Vi havde en rundvisning, vi skulle nå på et bestemt tidspunkt, så vi skulle være lidt praktiske omkring dagens forløb.
Vi startede med at køre til en lille by, som hedder Scenic (eller uofficielt Scenic Ghost Town). Scenic er en meget lille by, hvor der er en del forladte huse. Normalt, når man finder en såkaldt ghost town (en forladt by), er det blevet til en attraktion og virker ikke specielt forladt. Scenic virkede mere autentisk. Dog er der stadig ejere, og man kan se, at dele af byen er renoveret. Men oplevelsen var rigtig god, og det var sjovt at se de gamle huse.
Herefter kørte vi mod Badlands National Park. Starten af parken var en grøn prærie, og vi fik også set en kæmpe hanbison, masser af præriehunde og en mindre flok bisoner. Vi fik også set et par virkelig flotte udsigter over bjergformationerne i Badlands. De er meget specielle og super flotte.
Vi kørte ud af parken for at nå vores aftale kl. 13.00. På vejen fik vi et kort kig på Wall Drug Store. Da 15 minutter ikke var nok til at se det, aftalte vi at komme tilbage senere.
Vores aftale kl. 13.00 var ved det historiske kontrolcenter for Minuteman-missiler (atombomber). Jeg var i god tid og fik reserveret seks ud af dagens tolv billetter til turen. Da der kun kan være seks personer med på en tur, havde vi hele turen for os selv.
En ranger tog imod os og fik os hurtigt ind i huset oven på kontrolcenteret, da vi var ved at blive spist af de mange myg i området. Da vi kom ind, fortalte vores ranger om anlægget og hvordan det havde været at arbejde der. Anlægget blev nedlagt i 1991, men der findes lignende aktive anlæg i USA i dag. Selve bygningen var under renovering, så den kunne vi ikke se. Vi blev kørt ned i selve bunkeren via en elevator. Her fik vi set bunkeren og fik en fortælling om, hvordan de to personer, der var på 24 timers vagt, opererede. Da mængden af opgaver var meget begrænset, var det helt normalt, at dem, der arbejdede i bunkeren, læste deres master samtidig.
De to personer i bunkeren var afgørende for at sende atombomber afsted. De skulle indtaste en kode for at gøre bomberne klar og derefter dreje en nøgle samtidig for at affyre dem (som man ser i film). Dog kunne de to ikke selv sende bomberne afsted. En tilsvarende øvelse skulle udføres i et af de nærliggende kontrolcentre.
Det var en virkelig fin rundtur og en stor oplevelse.
Vi kørte tilbage til Wall Drug Store og spiste vores medbragte frokost. Derefter gik vi på tur rundt i de mange forretninger. Wall Drug Store har eksisteret siden 1931 og er blevet kendt for deres gratis isvand, billige kaffe og reklameskilte mere end 200 km før ankomsten til butikken. Jeg var overrasket over, hvor mange mennesker der besøger den. Der var virkelig mange parkeringspladser, og inde i butikken var der kaos af mennesker og masser af varer. Det var en fin oplevelse, men det levede ikke helt op til forventningerne (selvom jeg ikke er helt sikker på, hvad jeg forventede).
Vi kørte nu tilbage til Badlands og fik set endnu mere af de sindssygt flotte bjerge og udsigten ud over dem. Vi havde håbet på at kunne hike lidt, men det blev meget minimalt på grund af varmen, som var hård (32 grader og ingen skygge). Men hold nu op, det er fantastisk natur, og som Bedstemor sagde, “hold op, hvor er vi heldige, at vi får lov til at opleve det her”. Jeg kan kun give hende ret – det var noget helt særligt.
Efter Badlands kørte vi hjem. Vi havde 1,5 times kørsel hjem. Da vi endelig kom hjem, hentede Winnie og jeg pizza. Planen var også at spise pasta-rester fra i går, men da vi endnu engang undervurderede størrelsen på amerikansk mad, købte vi alt for meget, så der blev kun spist pizza.
Nu sidder jeg og skriver bloggen, mens de andre slapper af. I morgen har vi en lang køredag, så vi skal tidligt op i morgen, end vi gjorde i dag.
Sune