Vi vågnede tidligt i dag. Selvom vi havde været oppe i 24-25 timer dagen før, vågnede de fleste af os omkring klokken 5.30. Bedstemor og Sylvester var dog lidt uforstående over for den form for morgenfriskhed. Men vi kunne simpelthen ikke sove længere.
Det betød, at vi allerede kunne tage til morgenmadsrestauranten, som vi havde bestemt os for, omkring klokken 7.00. Vi havde bestemt os for at spise morgenmad på “Eggs of Estes”, som var den restaurant, hvor vi sluttede vores tur sidste år. Det var et godt måltid mad og en dejlig rolig måde at starte dagen på.
Herefter tog vi ned til Estes Riverwalk. Riverwalk er en flot tur langs en flod i Estes Park. Den går fra byens Visitor Center til den del af byen, hvor alle turistforretninger ligger. Det var en superhyggelig og flot tur. Dog var alt lukket langs ruten, men det gjorde nu ikke så meget, da det jo var floden og turen, vi var der for. Det var en tur på små 3 kilometer.
Bedstemor så en kolibri (vi andre så den fra afstand). Det gjorde Bedstemor rimelig begejstret.
Da vi kom ind til byen, stod det på besøg i de mange forretninger. Der var dog et lille problem, da vi var stået så tidligt op, så var klokken endnu ikke 10.00, og dermed var de fleste forretninger lukket. Men vi fandt et par enkelte, der var åbne, og så måtte vi vente lidt på, at de sidste åbnede.
Der blev købt en del i dag, alt lige fra t-shirts, sokker, cowboyhat, kasketter til julepynt og en glaskolibri. Det var en hyggelig tur, og alle fik styret deres umiddelbare lyst til at se på turistforretninger.
Det var ved at være frokosttid, så vi købte nogle Subway-sandwiches og satte kursen mod Rocky Mountain National Park. Inden vi kom ind i parken, besøgte vi parkens visitor center og fik et par gode råd om, hvad vi skulle opleve.
Ved indgangen til parken købte vi et “America Beautiful” indgangskort. Det er et kort, der koster 80 dollar og giver adgang til alle de amerikanske nationalparker i et år. Da vi skal besøge en del af dem på denne tur, er der god økonomi i at købe det.
Vi kørte direkte hen til et skønt sted og spiste vores medbragte sandwiches. Vejret var dejligt, ikke for koldt og ikke for varmt. Dog blæste det en del, men ikke noget, som generede os.
Vi skulle udforske den del af parken, som vi ikke fik set sidste år. Det var en lang køretur op i bjergene, hvor man kører på USA’s højest beliggende landevej (mener jeg at have læst). Det højeste punkt var omkring fire kilometer over havets overflade. Det var en fantastisk køretur med en masse flotte udsigtspunkter. Det var en stor oplevelse. Villads var ikke så vild med højderne, men var super sej og fik også nydt turen (tror jeg).
Man kan godt mærke, at luften er lidt tyndere oppe i denne højde, men ikke noget, som gav de store problemer. Tidligere på dagen så vi, at amerikanere havde fundet en løsning på det. For 20 dollar kunne vi have købt lidt hjælpe-luft. Men vi klarede den uden.
Efter besøget i parken handlede vi lidt aftensmad (hjemmelavede sandwiches) og lidt drikke og snacks. De havde ikke en køletaske, vi kunne bruge, så i morgen bliver det den store handletur i en Walmart.
Herefter stod den på afslapning på hotellet. Vi havde håbet på en tur i poolen, men det så ud til, at den var ved at blive renset (den lignede heller ikke det, vi havde håbet på), så blev det droppet. Winnie og Storm gik en lille tur hen til en kirke, som Storm gerne ville se. Det var kun muligt at se den udefra, men den var vist rigtig fin.
Nu har vi fået spist vores aftensmad, og mens jeg skriver bloggen, slapper de andre af. Tror vi går tidligt i seng i dag.
Sune